Som jeg gennemgik i del 1, så kommer slankekure let til at fylde meget af vores dagligdag, og vi støder på dem mange forskellige steder.
Et af problemerne med mange kure er, at de fortæller dig, hvad der er godt at spise, og hvad der er dårligt.
Det kan næsten blive til en hel overbevisning om at bestemte fødevarer er dårlige. Vi hører det tit; Sukker er vildt usundt, kartofler og pasta gør dig fed, lidt rødt kød og du får kræft. Men i virkeligheden er det faktisk ikke helt sandt.
Kartofler og pasta gør dig ikke fed!
En fødevare i sig selv er sjældent usundt (medmindre du er allergisk), det er doseringen, der betyder noget.
Kartofler og pasta gør dig ikke fed. Du kan sagtens tage på og tabe dig ved at spise det.
Drikker du en cola en gang imellem, får du heller ikke diabetes, men hvis du drikker mange liter om dagen, kan det være usundt.
Du bliver ikke sund, fordi du spiser en salat, og omvendt bliver du heller ikke usund, fordi du spiser en kage.
Desværre kan kure og diverse medier godt lide at fortælle os andet, og det kan godt give et dårligt syn på maden.
Eksperter og forskellige diæter mener forskellige ting.
Og ja, nogen fødevarer har flere kalorier end andre og nogen har flere vitaminer/mineraler end andre, men det kommer altid tilbage til doseringen som det afgørende.
Citat fra bogen ”Slut med Forbudt” af Morten Elsøe og Morten Svane:
Men en kalorie er altså en kalorie, og en kalorie fra kage ’feder’ præcis lige så meget som en kalorie fra en broccoli.
Note: Så vil nogen her argumentere for, at broccolien har flere vitaminer, kostfibre osv. men når det gælder vægttab, hvor kalorier er afgørende, vil en kalorie fra hver fødevare fede lige meget.
Restriktioner!
Mange kure har altså restriktioner for, hvad man må spise, og hvis de restriktioner ikke passer til dig og din hverdag, øger man derfor risiko for at falde i og tilbage til sine gamle vaner.
De fleste som begynder på en kur med restriktioner på fødevarer som de ofte spiste før eller godt kan lide, vil ofte føle en trang for at spise den fødevare på et tidspunkt. Det kan give det vi kalder ”what-the-hell” -effekten. Det betyder, at når en person, som er på kur og spiser en fødevare som den ser som ’forbudt’, så mister man kontrollen og spiser mere end nødvendigt.
Med andre ord: du spiser et stykke kage (som din kur sagde er forbudt) og i stedet for at føle dig tilfreds og glad over, at du fik noget lækker kage, bliver du sur over, at du ikke kunne holde dig til diæten, og nu spiser du hele kagen (fordi det kan jo også være lige meget nu). Så vågner du dagen efter, bliver vred over du ikke havde selvdisciplin og tænker ”nu vil jeg prøve igen”, indtil det sker igen.
Hvis du nu havde holdt dig til det ene stykke kage og havde accepteret, at det ikke ville gøre dig usund, så havde du ikke overspist og dermed fået for mange kalorier. Det er her mange kure desværre kan sætte dig op til fiasko.
I stedet for at erkende, at du kan tabe dig på mange forskellige måder og at det er vigtigt at finde den strategi der passer til dig.
Her er 4 gode sandheder, som er taget fra bogen ”Slut med Forbudt”:
- Du behøver ikke at spise særlig ’slankemad’ for at tabe dig.
- Du behøver ikke at skære madvarer ud af din kost for at tabe dig.
- Det hjælper ikke at frygte maden, hvis du vil tabe dig. Tværtimod.
- Du kan tabe dig ved udelukkende at spise, når du er sulten, og stoppe, når du er mæt.
I fremtidige indlæg vil jeg komme mere ind på flere og andre strategier, når det gælder vægttab.
Kommentér endelig herunder og del dine tanker med mig.