Her for tiden er der mange fødevarer, som står for skud og bliver kategoriseret som ’usunde’. Desværre er frugt en af de fødevarer, man nogle gange hører om.
Her er det især frygten for kulhydrater, mere præcist sukker(fruktose), som folk er bange for. Fordi alle ved jo, at sukker feder, ikke?
Det forholder så dog ikke helt sådan, og derfor er det en myte, som skal aflives. Forskningen viser nemlig entydigt, at det er sundt at spise frugt, og at det kan være lige så sundt som grøntsager. Faktisk viser studier, at frugt (dog i sammenspil med grøntsager) nedsætter risikoen for kardiovaskulær sygdom, kræft og dødelighed. (1) (2) Så for et sundhedsperspektiv kan det give rigtig god mening at spise frugt (og grøntsager selvfølgelig).
Hvad så hvis man vil tabe sig?
Mange tror, at det feder at spise frugt, især fordi frugt indeholder fruktose.
Her er det vigtigt at huske, det jeg har skrevet om i mit andet indlæg om slankekure. Nemlig, at når det gælder vægttab, så handler det ikke om, hvilke fødevarer man spiser, men om doseringen.
Det handler altså om, at man skal i et kalorieunderskud, hvis man gerne vil tabe sig.
Hvad så med den øgede mængde insulin, vil nogen måske spørge?
Her tror nogen, at øget insulin nedsætter vores evne til at bruge fedt som brændstof. Det er dog bare ikke helt rigtigt. Insulin virker ikke fedende, det handler stadig om det samlede kalorieindtag.
Frugt har også lav energitæthed, altså de er få på kalorier, de er fyldt med fibre, og de indeholder forskellige former for vitaminer.
Frugt giver også god mæthed, hvilket kan være en god kvalitet, hvis man gerne vil tabe sig, fordi så spiser man også mindre. (3)
Udover det viser studier også, at det ikke øger fedme, men at det enten ingen effekt har på det, eller begrænser det beskedent. (4) Her vil flere måske også nikke genkendende til, at frugt kan hjælpe bedre end grøntsager til at stille trangen til søde sager.
Så kan man godt spise et æble sådan uden videre?! Ja… Faktisk er det blevet undersøgt, hvor mennesker spiste over 150g af rent fruktose om dagen, dog stadig ved ens ligevægtsindtag (der hvor mange hverken taber sig eller tager på), hvilket svarer til over 2kg vindruer om dagen. Gæt hvad der skete? Ingen ting! Mængden af fedt på kroppen steg ikke, hvilket igen taler ind i at kalorier er den vigtigste parameter at kontrollere (5).
Det betyder altså for dig, at det ikke er usundt at spise frugt. Tværtimod er det noget du burde inddrage i din daglige kost. Her kan det også være godt at huske de danske kostråd omkring frugt og grøntsager: Spise det der svarer til ca. 600 g grøntsager og frugt. Mindst halvdelen skal være grøntsager.